Quantcast
Channel: Sims Leksikon
Viewing all articles
Browse latest Browse all 839

Sims 4 Udforsk Universitetet

$
0
0

Med udvidelsespakken Udforsk universitetet er det atter tid til at sende vores simmere ud i universitetslivet, hvilket vi nok er mange der har savnet siden Sims 3.

Med denne udvidelsespakke får vi en ny by der hedder Britechester. Her ligger henholdsvis Britechester universitetet og Heron instituttet.

Britechester Universitet er det ældste universitet i Britechester og ligger i højre halvdel af byen på kortet herover. Heron Instituttet er en noget yngre læreanstalt som hurtigt har fået etableret sig indenfor den akademiske verden. Det ligger i venstre side af kortet. I midten ligger Gibbs Hill, hvor der blandt andet findes det kejserlige bibliotek og Valdemars værtshus, hvor studerende fra begge universiteter kan mødes.

Når din simmer skal starte på universitetet skal de vælge om de vil blive boende hjemme eller om de vil flytte til Britechester. I Britechester kan de vælge at flytte ind på et kollegie i tilknytning til enten Britechester Universitet eller Heron Instituttet, men de kan også vælge at flytte ind i et hus i byen og evt. få nogle roomates for at det bliver lidt billigere og måske også lidt sjovere.

I denne guide vil vi tage dig igennem de forskellige aspekter af at være studerende på et af universiteterne i Britechester.

Generelt

Med udvidelsespakken kommer der to nye færdigheder; Robotteknologi samt Research og debat. Herudover er der tre nye karrieremuligheder indenfor hhv. Jura, Ingeniør og Uddannelse. Herudover så er der kommet en ny stræben der hedder Akademiker, som er perfekt til de simmere der elsker universitetslivet.

Med denne udvidelsespakke kan simmerne nu lave Juhuu i badet. Hvilken god måde at tidsoptimere deres dag ved både Juhuu og bade samtidig!

Det er nu også muligt at købe cykler, så dine simmere kan komme hurtigere frem. De kan bruges i alle nabolag.

Hvis man skal have den bedste oplevelse på universitetet og have tid til at opleve noget af alt det sjove, så kan det godt betale sig at forberede sig i sine teenageår. Hvis du allerede har en ide om hvilken uddannelsesretning din simmer skal læse, så kan du tidligt begynde at opbygge de færdigheder de får brug for. Uanset hvad de vælger at studere, så vil det ikke skade at øge færdigheden indenfor research og debat.

Liste over uddannelsesretninger

Nedenstående er listen over hvilke uddannelsesretninger man kan studere på. Begge universiteter tilbyder alle fag, men de vil have forskellige specialer (såkaldte hovedfag).

En simmer som ikke har nogle færdigheder vil blive optaget på en almindelig uddannelsesretning. Hvis du vil have din simmer ind på et hovedfag, så skal de have specifikke færdigheder og gode karakterer i gymnasiet for at øge chancerne.

Fordelene ved at læse et hovedfag er at det på lang sigt vil give en højere bonus ved ansættelse, bedre timeløn og mere ferie end med en almindelig uddannelsesretning.

 

Søg om optagelse på universitetet

Før din simmer sender en ansøgning afsted er det muligt at lave lidt research om de forskellige universiteter og man kan også sende en mail til din skolevejleder, som kan rådgive dig om legater mm.

Du kan søge om optagelse på universitetet enten via postkassen eller på computeren. Det koster 75 simoleoner. Efter du har sendt din ansøgning afsted, så må du vente i spænding på svaret. Det kommer med posten et par dage senere. Du kan også tjekke status for din ansøgning på computeren. Det er muligt at ansøge 5 dage før din teenager bliver ung voksen.

En ansøgning er ret bred og faktisk søger man til alle uddannelsesretninger på én gang og som udgangspunkt vil man også blive optaget på alle de almindelige fag. Dog kan der være nogle hovedfag som kræver et særligt niveau indenfor en specifik færdighed før man kan optages der.

Når du modtager dit optagelsesbrev så kan du vælge at indskrive dig med det samme eller du kan vente op til 1 uge. I brevet kan du se, hvilke uddannelser du kan læse på hvert af de to universiteter.

Indskriv dig på universitetet

Så snart du har fået optagelsesbrevet så kan du indskrive din simmer på universitetet. Dette gøres enten via computeren eller postkassen. Når du trykker på indskriv på universitetet, så vil du se en stor pop-up menu som vil hjælpe dig igennem processen med at vælge skole, fag, bolig og betaling.

Vælg et universitet

Du skal vælge imellem to forskellige universiteter. De kan have hver sine fordele da de har forskellige hovedfag de specialiserer sig i. Hvis du er ligeglad med om det er et hovedfag, så kan du vælge næsten som du vil.

Der er også mulighed for at skifte universitet når et semester er overstået.

Valg af uddannelse

Nu skal du vælge hvilken uddannelsesretning du ønsker din simmer skal følge. Det er også her du skal vælge hvor mange fag de skal have per semester. Hver uddannelsesretning egner sig særligt til en eller flere karrieremuligheder og det er derfor værd at overveje hvilket arbejde din simmer skal have når de er færdige med at studere.

Under hver uddannelsesretning er der beskrevet hvilke karrierer de er egnet til. Du kan skabe dig et overblik i tabellen længere oppe i dette indlæg.

Husk at det er muligt at gå tilbage i menuen og vælge det andet universitet, hvis du hellere vil have de muligheder der tilbydes der.

Når du har valgt din uddannelsesretning, så skal du vælge hvor mange fag du vil have i det kommende semester (1 sims uge). Dette er en vigtig beslutning og kan være ret afgørende for det studieliv din simmer skal have. Vi har prøvet et semester med 4 fag og fodboldtræning hver aften. Lad os bare sige at det ikke gik særlig godt og at der skulle knokles det næste semester for at undgå at blive smidt ud ;)

Vi vil anbefale 2-3 fag per semester, hvis du også vil have tid til at være med i en forening og generelt bare have lidt mere fritid. Din simmer skal igennem 12 fag i alt før de kan få deres endelige afsluttende eksamen, så det er også en overvejelse værd, hvor lang tid du ønsker at være på universitetet. Brug nedenstående som rettesnor for hvor mange dage du skal afsætte for at gennemføre uddannelsen afhængig af hvor mange fag de vælger per semester.

  • 4 fag per semester = 3 semestre (15 hverdage)
  • 3 fag per semester = 4 semestre (20 hverdage)
  • 2 fag per semester = 6 semestre (30 hverdage)
  • 1 fag per semester = 12 semestre (60 hverdage)

Tip: Slå automatisk aldring fra, så din simmer ikke bliver voksen inden de er færdig med at studere!

Du kan vælge at blive i deres nuværende hjem (måske sammen med forældrene), hvilket ikke koster noget.

Ellers er der mulighed for at flytte til et andet hjem i en af byerne. Måske en lejlighed i San Myshuno var noget for en ung simmer? Dog skal du huske at der skal betales husleje – det kan studielån ikke dække for.

I Britechester er der mulighed for at flytte i en almindelig bolig eller i en universitetsbolig, hvor du vil have mange eller færre roomates afhængig af hvilken bolig du vælger. Huslejen er forskellige fra sted til sted og det skal du huske at have med i beslutningen.

Den sidste beslutning der skal træffes er hvordan du vil betale dit undervisningsgebyr. Her kan du se hvad hver af fagene koster og du vil få modregnet eventuelle legater du har fået. Dette kan ændre sig med tiden da man f.eks. kan få legater når man har højere færdighedsniveau, hvilket man jo opbygger over tid.

Du kan vælge om du vil betale med husholdningens økonomi eller om du vil tage et studielån. Dette skal simmeren begynde at tilbagebetale når de er færdige med at studere. Dette kan gøres over flere dage eller på én gang. Afbetalingsordningen vælger du via postkassen eller computeren. Husk at overhold betalingsfristen – ellers kommer pantefogeden på besøg og begynder at tage dine ting.

Du vil opleve nogle begrænsninger, hvis du vælger at bo i en universitetsbolig. Det er ikke de smukkeste boliger og faktisk så kan man ikke åbne bygge og købemenuen når man bor i en universitetsbolig. Du kan vælge at acceptere at man lever på den måde som studerende, eller du kan vælge at gøre noget ved det.

Der er to måder at gøre noget ved det. Den ene er at gå i administrer verdener, trykke på grunden og vælge byg nede i højre hjørne.

Nu får du købemenuen frem og kan skifte senge, sætte computere og hvad du ellers får lyst til.
Den anden måde er ved at bruge snydekoden bb.enablefreebuild som åbner bygge og købemenuen mens du er i spillet.

Du skal være opmærksom på at der i universitetsboliger er nogle begrænsninger, for hvad der må være på grunden. F.eks. må der ikke være et komfur.

Du finder ud af om du har noget forbudt på grunden, ved at der kommer en rød advarselstrekant oppe i venstre hjørne. Hvis du folder den ud, så vil du kunne finde ud af hvad der er galt. På eksemplet her til venstre har vi sat et komfur ind, hvilket ikke er tilladt.

Du må dog godt placere et køleskab og en mikroovn, hvis du synes det mangler. Det kan måske også være rart at give simmeren en bedre seng, hvis man nu er i gang ;)
I universitetsboligerne kommer der en madmor med mad et par gange om dagen, så de kommer altså ikke til at sulte fuldstændig, hvis du ikke gør det.

Bofæller

Når du flytter ind i en universitetsbolig, så bliver din simmer en del af en husholdning og du får altså ansvaret for at styre nogle andre simmere også. Ønsker man ikke dette kan man vælge at smide dem ud af husholdningen. Der er forskel på disse og på bofæller.

Bofæller er simmere der bor i samme hjem, men som du ikke har kontrol over.
Ønsker du en (ny) bofælle, så kan du finde en på to måder – de kræver at du har en seng i overskud. Hvis du ikke har det så kan du ikke søge efter en bofælle.

Hvis du har en ven eller bekendt du gerne vil have som bofælle, så kan du spørge dem ved at bruge bofælle menuen.

Måske siger din ven ja, men det kan også være de er glade for deres nuværende hjem og så får du et ellers tak. Din plan B kan være at oprette en annonce via telefonen eller computeren.

Når annoncen er oppe, så vil der i løbet af de næste par dage komme tilfældige simmere forbi dit hjem. Dette er de potentielle bofæller som du nu får en chance for at tale med og lære at kende. Måske vil du helst ikke have en sjusket simmer ind i dit hjem? Måske er det vigtigste bare at det er en smuk pige? Kravene kan jo være forskellige fra simmer til simmer. Hvis du møder en, som du synes vil være en god bofælle, så kan du klikke på dem og vælge accepter som bofælle. Når du gør det, så flytter de ind med det samme.
Hvis du ønsker flere bofæller, så sætter du blot flere senge.

Det kan være ret sjovt at have bofæller, men det kan også være det modsatte. Du vil opleve at de har hver deres personlighed og særheder. De vil fylde meget og du kan føle at de nærmest aldrig forlader hjemmet. Måske er de nogle rodehoveder eller måske er de festaber. Det kan være svært at vide på forhånd.

Hvis du får en bofælle, så vil du dog modtage husleje et par gange om ugen, hvilket kan hjælpe med at betale regningerne. Beløbet du modtager afhænger af hvor store regningerne er samt hvor mange simmere der er i din husholdning.

Din bofælle kan beslutte sig for at flytte. Når dette sker, så får du en notifikation og de vil som regel flytte i løbet af en dags tid. Så kan du vælge om du vil søge efter en ny bofælle eller om du vil bo alene. Hvis du ønsker at din bofælle skal flytte kan du gøre det under bofælle menuen.

Dine bofæller kan godt finde på at lægge små beskeder til dig på sengen eller på gulvet. Hvis du får dem, så prøv at læse dem. De kan være ret sjove :-)

Du behøver ikke være på universitetet for at få bofæller. Det virker faktisk på enhver grund i alle byer.

Den gode studerende

Som studerende har man nogle forpligtigelser, såsom at lave lektier, gå til undervisning, aflevere opgaver og tage eksaminer. Vi vil her prøve at give dig et overblik over hvad din simmer skal igennem.

Undervisning

Hvis du vil have at din simmer får en god karakter, så er det vigtigt at de kommer til timerne. Du kan se deres skema i karrierepanelet. Hvis du vil have topkarakterer, så kræver det at man møder til tiden til alle fag. Det kan være ret vanskeligt at møde til tiden, så sørg for at din simmer er der i god tid. Særligt hvis din simmer bor i en universitetsbolig er der høj risiko for at de kommer for sent, da de bruger meget tid på at komme frem. Du kan hjælpe dem ved at sørge for de er klar til afgang til tiden.

Det hjælper også på simmerens præstation, hvis de har et ok humør når de møder op til undervisning.

Når simmeren er til undervisning kan du vælge, hvordan de skal opføre sig i timen. Du kan klikke på simmerens ikon og vælge mellem:

  • Deltag i forelæsningen på normal vis
  • Gå tidligt hjem
  • Lyt aktivt
  • Snak med studerende
  • Sov i timen
  • Tag noter

Disse ting kan påvirke din karakter i negativ eller positiv retning. Det kan godt anbefales at tage noter eller lytte aktivt, hvis du vil fremme præstationen.

Lektier

Til hvert fag hører der lektier, som skal laves inden timen. Du finder deres lektier i deres inventarliste. Dvs. at allerede inden din første undervisning i semesteret, så skal der laves lektier. Når du klikker på bogen kan du vælge hvilket fag der skal laves lektier til. Brug skoleskemaet til at prioritere hvilke lektier der skal laves først. Det tager ret lang tid at lave lektier, men de kan klare det hurtiegere hvis de bliver gode til den nye færdighed research og debat.

Kursusarbejde

Til hvert fag du tager så er der også en større opgave der skal laves. Der er tre forskellige typer kursusarbejde:

  1. Præsentationer
  2. Afløsningsopgaver
  3. Sidste eksamen

Præsentationer laves på en grøn tavle, som placeres i din simmers inventarliste når de tilmelder sig det pågældende fag. Placer tavlen i verdenen og begynd at udfylde den. Når de har gjort dette, så vil du se at den ser ret rodet ud. Du kan holde musen over tavlen og se hvilken kvalitet den har. Den vil typisk ikke være særlig god i første forsøg og hvis du går efter en god karakter må du prøve igen.

Du kan bede en anden simmer om feedback inden du arbejder videre på præsentationen. Efter at have gjort dette, så bør opgaven få en noget bedre kvalitet.

Når du har øvet dig på fremlæggelsen, så skal du præsentere den for lærerne. Det kan man kun gøre på hverdage mellem kl. 8 og kl. 16. Når du vil gennemføre præsentationen, så klikker du på tavlen og vælger at gennemføre præsentationen. Din simmer vil være væk i ca. 2 timer.

Afløsningsopgaver svarer til en skriftlig eksamen. Du skal lave opgaven på computeren og ligesom med præsentationer vil det første udkast have en ringe kvalitet. Du kan se kvaliteten via computeren når du holder musen henover opgaven.

Du kan genbesøge opgaven og gøre kvaliteten meget bedre. Når du er tilfreds med kvaliteten, så sender ud opgaven afsted til bedømmelse. Husk dette skal gøres aktivt. Det er også muligt at sende en kopieret opgave afsted, men det er ikke ligefrem vejen til en topkarakter.

Eksaminer kræver som regel lidt forberedelse hvis du ønsker en god karakter. Der er et par forskellige muligheder for at forberede din simmer. Via computeren kan du studere de enkelte fag. Du kan også studere ved at bruge research maskinen, der blandt andet kan findes på biblioteket. Der er dog også mulighed for at købe en bog i en af kioskerne på universitetet eller via bogreolen. Du bør studere mindst to gange per fag, hvis du vil have den bedste chance for en god karakter.

Når du har sidste dag i semesteret og har afleveret alle opgaver og taget alle eksaminer, så vil du efter nogle timer få besked om hvilke karakterer du får.

Når du har gennemført de sidste opgaver i det sidste semester, så vil du dimittere og din simmer er klar til en ny epoke i sit liv.

En studerende som formår at bestå sine eksaminer udelukkende med topkarakterer, vil blive æresstudent. Det betyder at de vil få endnu flere fordele i deres fremtidige karriere.

Aktiviteter efter skole

Det er muligt for dine simmere at blive enten E-sport deltager eller fodboldspiller efter skole, hvis de savner lidt aktiviteter. Det er at betragte lidt som et arbejde, bortset fra de ikke får penge for det. Hvis dine simmere har høj færdighed indenfor træning eller computerspil, så bliver de tilbudt en plads på holdet når de ansøger på universitetet.

Fodboldholdet

Der er fire forskellige niveauer på fodboldholdet og som vi kender det fra almindelige jobs, så skal de fuldføre forskellige opgaver for at blive forfremmet. De vil skulle forøge deres færdighed indenfor træning, blive venner med nogle af deres holdkammerater, jonglere med fodbolden osv.

Når det kommer til fodboldstrategi, så er det en fordel at være dygtig til logik. Hvis ikke man er det, så bliver man det i hvert fald gradvis i takt med at man studerer fodboldstrategi.

Der er træning hver aften fra 18-21 og hver fredag og lørdag aften er der kamp man skal deltage i, så det er ikke noget man kommer sovende til og det tager ret meget tid.

Simmere som ikke er på fodboldholdet kan også se kampene i weekenden. De skal blot dukke op og købe en billet (45 simoleoner). Om fredagen spiller de på Heron Instituttet og om lørdagen på Britechester Universitetet. Det er ikke forbeholdt studerende, så der er også mulighed for at hele familien kan komme ind og se kampen.

Hvis du når niveau 4 af fodboldspillerkarrieren, så kan du springe direkte ud i at blive professionel atlet når du dimitterer.

E-Sport holdet

At være deltager på E-sport holdet minder om at være på fodboldholdet. Det foregår bare foran en computer i stedet for ;)

Der er også daglige opgaver der skal udføres, såsom at spille computer hver dag, researche spilstrategier mm. Det bliver også nødvendigt at få nogle færdighedspoint indenfor karisma. Når din simmer når til at være holdkaptajn, så kan de være heldige at blive tilbudt et sponsorat fra en energidrik-leverandør.

Ligesom på fodboldholdet er der træning hver dag fra 18-22 og der er events både fredag (Britechester) og lørdag (Heron) også fra 18-22.

Venner og familie kan se spillerne kæmpe, hvis de betaler 45 simoleoner for at komme ind.

Hvis din simmer når højeste niveau indenfor E-sport, så vil de få mulighed for at starte direkte som e-sports gamer indenfor karrieren som Teknisk Guru.

Foreningsliv

Hvis du gerne vil være med i en forening, så skal du bede et eksisterende medlem om at blive en del af foreningen. Dette kan du gøre ved at deltage i et af de events som foreningen holder og finde et medlem, som du kan introducere dig selv for. Når de er introduceret kommer der en mulighed for at bede om optagelse i foreningen.

Du vil nu kunne se foreningens aktiviteter og opgaver i dit styringspanel. Det er muligt at være med i mere end én forening, men det er ret tidskrævende så måske bliver det lidt for meget.
Hver forening har tre niveauer som simmeren kan arbejde sig igennem for at opnå det fulde potentiale.

Foreninger på Britechester Universitet

  • Debatklub
  • Kunstforening
  • Britechesters Heppekorps

Foreninger på Heron Instituttet

  • De kloge hoveder
  • De robotlærde
  • Herons heppeselskab

Den hemmelige forening holder møder hver uge i Gibbs Hills. Du finder dem ved ruinerne, hvor de mødes efter midnat, ved de sten der er formet i en slags cirkel. Men det nytter dog ikke noget at dukke op til disse møder, hvis man ikke er medlem i forvejen, da de ikke vil svare på dine spørgsmål.

Men det er faktisk relativt nemt at blive medlem af foreningen. Du skal blot lave en ofring til statuen på skolens campus-område.

Det er dog vigtigt at lave en god ofring og man kan ikke ofre hvad som helst og forvente at det virker. Du ved at din ofring har virket, hvis du får den humørstump der hedder Surrealistisk fokus.

Hvis det ikke virker, så kan du få en fokuseret humørstump der hedder f.eks. akademisk succes eller laser fokus. Så må du prøve igen med noget bedre.

Rygterne siger at de er virkelig glade for bagværk af god kvalitet. Men ellers kan en samlegenstand eller noget du har høstet måske virke. Det skal bare være meget værdifuldt og høj kvalitet før du får adgang til den hemmelige forening. Vi har haft succes med at ofre en kage med kvaliteten “Okay”.

Hvis din simmer ofrer noget af dårlig kvalitet, så vil de få en anspændt humørstump.

Når du har fået den rette humørstump, så skal du bare vente på at ordenens medlemmer opsøger dig. De vil komme til dit hjem om natten og give dig et tilbud om at blive en del af ordenen.

Når du er optaget som medlem i Fortryllelsesordenen, så kan du på computeren researche på den hemmelige forening og finde yderligere oplysninger og historier.

Hver uge er der et par møder i den hemmelige forening som du bør deltage i. De vil typisk være 22-02 om onsdagen, fredagen og søndagen.

Når du er medlem af den hemmelige orden, så kan din simmer se alfer rundt omkring på campus og derhjemme. De har brug for at du gør dem glade og det kan give dig nogle fordele, hvis du efterlever dette. Det kan på den anden side også give nogle ulemper, hvis du ikke lykkedes med at underholde dem.

Hvis du vil stige i graderne i fortryllelsesordenen, så er der nogle forskellige ting du skal gøre, såsom at ofre forskellige ting ud over at deltage i de forskellige møder.

Ønsker du ikke længere at være medlem, kan du melde dig ud under fanen klubber/organisationer i styringspanelet.

The post Sims 4 Udforsk Universitetet appeared first on Sims Leksikon.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 839