Kære dagbog
Siden sidst er Mor gået hen og blevet enormt stor. Den lille organisme må være en lille prop. Jeg ved ikke helt om Justin har opgivet planer om bil, for lige pt går alle pengene til at renovere det gamle walkin closet til Magdalenes værelse, så den nye organisme kan få hendes gamle. Det ligger nemlig lige ved siden af Mor og Justins soveværelse, og lige ude foran døren er 2411s opladerstation.
Magdalene er startet i skole. Hun er stadig en sød lille nullerorganisme. Jeg kan huske første dag hvor vi skulle følges med skolebussen. Hun var så spændt på det hele. Da hun kom hjem om eftermiddagen var hun en rigtig lille humørbombe som selvfølgelig havde en masse at fortælle.
Vi fik taget vores første julekort som familie sammen i år. Det blev sendt ud til venner og familie, og forstørret og hængt op i entreen på første sal.
Mor ærgrer sig lidt over at den lille nye ikke kan være med på billedet, men på en måde er den det jo alligevel. Man kan bare ikke se den på grund af Mors tøj.
Magdalene glæder sig rigtig meget til at blive storesøster. Hver dag, både snakker og nulrer hun med maven. Mor krammer hende altid og aer hende på håret. Gid det var mig.
Graviditeten tager hårdt på Mor selv. Hun har rigtig mange rygsmerter, så hun går hvileløst rundt om natten, og tager lange lure på sofaen om dagen. Jeg har sågar taget hende i at stå og svaje på badeværelset, hvor hun vaskede tøj i søvne.
En dag, på den værste snestormsdag man kan forstille sig, gik Mors vand. Justin var til fodboldkamp med kollegaerne, og skulle til julefrokost bagefter. Jeg var ude og skøjte på søen bag vores have, og 2411 var ude og handle. Den eneste der var i huset ud over Mor, var Magdalene.
Mor vidste godt at hun ikke ville hverken kunne nå på hospitalet, eller have mulighed for det pga. stormen. Alle var blevet bedt om at blive hjemme i sikkerhed. Så hun måtte klare det selv. Heldigvis havde hun prøvet det to gange før, og hun havde alarmcentralen i røret.
Efter ganske få timer kom en lille babyorganisme. Det var en lille dreng som fik navnet Isaak. Kort efter kom endnu en lille en! En pige, og hun fik navnet McKenzie.
De eneste der åbenbart vidste at Mor gik med tvillinger, var hende og Justin.
Far skulle kort efter fødslen på forretningsrejse og havde inviteret Mor med. 2411 skulle passe tvillingerne og Magdalene, og jeg skulle bare passe min skole.
Jeg har dog andre planer i tankerne.
Kærlig hilsen Swetlanja
The post Swetlanjas Dagbog #9 appeared first on Sims Leksikon.